SMS - SMS-tjenester

Overtaksering

Overtaksering er én måde for virksomheder/privatpersoner at tjene penge via SMS beskeder.

Overtakseringer kan eksempelvis benyttes i konkurrencer, afstemninger, ved køb af mindre services - både fysiske varer og serviceydelser.

Overtaksering (også kaldet indholdstaksering) betyder, at der automatisk trækkes et bestemt beløb på mobilbrugerens mobilregning, hvorefter udbyderen af tjenesteren får en procentdel af dette beløb udbetalt.

For at kunne overtaksere en SMS eller MMS besked, skal mobilbrugeren sende en besked til et fire-cifret telefonnummer, fx. 1231, hvorefter den overtakserede SMS eller MMS besked sendes retur til mobilbrugeren.

Telefonnummeret 1231 er taget fra firmaet INMOBILE, der specialiserer sig i at håndtere overtakserede SMS beskeder for virksomheder eller privatpersoner. INMOBILE sørger for alt det tekniske omkring SMS beskederne og tager så en del af fortjenesten som betaling.

Overtaksering kender du helt sikkert fra TV, hvor det typisk koster 2 kr. + alm. SMS takst at stemme på din favorit i TV2's underholdningsprogrammer.

INMOBILE har følgende to eksempler på brug af overtaksering i SMS-tjenester:

Eksempel 1: SMS konkurrence

Du får opsat en SMS konkurrence, hvor deltagerne skal svare på et spørgsmål omkring din virksomhed. Når deltageren har fundet svaret og sendt det til 1231, sender INMOBILE's system automatisk en overtakseret SMS besked retur til deltageren.

Eksempel 2: SMS afstemning

Du får opsat en SMS afstemning, hvor alle tilskuere kan stemme på kampens bedste spiller. Når kampen er færdigspillet kan tilskuerne stemme på kampens bedste spiller via en SMS besked, som sendes til 1231. Stemmerne optælles automatisk i INMOBILE's system, og når stemmen er registreret, sendes der automatisk en overtakseret SMS besked retur.

Der er en rammeaftale indenfor mobile- og betalingstjenester, der skal overholdes. Denne tjener primært til at beskytte mobilbrugerne mod lidt for kreative virksomheder.

SMS konkurrence/afstemning

  • I skal hjælpe virksomheden Flexa, der fremstiller børnemøbler med speciale indenfor senge til børn, med at lave et reklamefremstød vha. SMS beskeder.
  • Læs INMOBILE's sider om SMS konkurrencer og SMS afstemninger og find på en konkurrence og/eller afstemning, der kan øge brugernes interesse for og kendskab til Flexas produkter.

Kunderelationsstyring (CRM)

SMS tjenester kan være en effektiv måde at hjælpe virksomheder til at holde styr på deres kunder, ansatte og leverandører samt kommunikere med deres kunder. Kunderelationsstyring hedder på engelsk Customer Relationship Management (CRM), der kort sagt er et IT-system til at administrere data om virksomhedens kunder.

Hvis et CRM system bliver linket til et mobilnummer, så kan SMS beskeder blive et kraftfuldt to-vejs interaktivt værktøj, der tillader virksomheder at kommunikere med en enkelt kunde eller en gruppe på flere tusind kunder[2].

INMOBILE kalder dette for en SMS kundeklub[1] og skriver følgende:

Med dette modul kan du danne dig et overblik over dine kunder, samt segmentere din markedsføring mod bestemte segmenter i kundedatabasen. Du kan for eksempel indbyde alle kvinder til en hyggelig kundeaften, hvor de bliver præsenteret for alle nyhederne.

Har du allerede en kundeliste, hvor dine kunder har accepteret at modtage SMS beskeder fra dig, så foretager vi gerne en import af dine kundeoplysninger, således du kan komme i gang med at udsende SMS beskeder til dem i dag. Hvis ikke, så hjælper vi dig i gang med at indsamle kundeoplysninger til fremtidig markedsføring.

SMS kundeklub

Diskutér følgende påstande fra INMOBILE om fordelene ved en SMS kundeklub:

  • Du rammer dine kunder på deres mest personlige enhed.
  • Den personlige kontakt resulterer i en større købelyst hos kunderne.
  • Du kan segmentere din markedsføring til dine kundegrupper.
  • Du vil aldrig komme til at virke anmasende, da kunden har givet tilladelse.
  • Du kan reagere hurtigt via SMS, hvis konkurrenten har et godt tilbud.
Referencer
1. INMOBILE: SMS KUNDEKLUB; www.inmobile.dk, 2011; http://www.inmobile.dk/sms-kundeklub
2. Andrew Pearson: How to Start an SMS Business; www.ehow.com; http://www.ehow.com/how_6394213_start-sms-business.html
Medmindre andet er angivet, er indholdet af denne side licenseret under Creative Commons Attribution-NonCommercial 3.0 License