I mange år havde musikindustrien ubetinget kontrol over distributionen af musik. Hvis du gerne ville eje musik, så var du nødt til at gøre det på deres betingelser og købe musikken på de medier, der blev tilbudt af industrien og kun gennem bestemte godkendte kanaler. Nye formater er blevet mødt med tøven fra pladeindustrien, da det dels koster penge at købe nyt produktionsudstyr, men det primære argument udadtil har været frygten for kopier. Det gælder både for kasettebåndet, cd'en og mp3-formatet.
Præsenter formater
Del jer op på holdet og lav en præsentation af et udvalg af de mange musikformater gennem tiden: hvornår blev de introduceret,hvor populære var de; hvordan fungere de? Måske har I formatet derhjemme og kan tage med - ellers søg på produktnavnet Youtube.
- Obligatorisk: Kassettebånd, CD og MP3
- Flere formater: Spolebånd, 78'ere, single, LP'er, Minidisc
- Medier: Rejsepladespiller, Walkman, Discman, I-pod…
Båndet - den første udfordring
Musikindustriens fuldstændige kontrol over musikdistributionen blev for første gang omgået en smule i 1950'erne med fremkomsten af spolebåndoptagere og endnu mere i 70'erne efterhånden som kassettebåndoptageren blev populær. Det var nu forholdsvis simpelt at kopiere kassettebånd af de originale optagelser til sine venner eller optage populærmusikken fra radioen. Båndteknologien havde dog en stor akilleshæl, idet analoge kopier altid mister en smule i optagelsens kvalitet, hvis der laves kopier af kopierne. En trediegenerations kopi af en velindspillet LP har tydeligvis en markant dårligere kvalitet end originalen. Desuden var det nødvendigt at lave en ny fysisk kopi af kassettebåndet hver gang der var én, der gerne ville have en kopi af musikken. Det tog tid og kostede trods alt noget at lave disse kopier (MP3).

Revox A700 spolebåndoptager fra 1973

CD'ens lag
A. Lag af polycarbonat med data gemt i et spiralspor af mikroskopiske fordybninger.
B. Alumniumslag der reflekter laseren.
C. Lak så der ikke sker oxidering.
D. Label printet ovenpå CD'en.
E. Laseren, hvis lys kun reflekteres til en fotodiode, hvor der brændt en fordybning.
CD'en - perfekte kopier
Lyd CD'en blev udviklet af Sony og Philips i slutningen af 1970'erne og præsenteret for offentligheden i 1980 i form af det, der kaldes "The Red Book" (Den Røde Bog) efter forsidens farve. Denne bog fastlagde alle standarder for produktion af compact discs. I 1982 fremviste de to producenter den første CD afspiller og proklamerede, at den almindelige pladespiller nu var forældet. Nogle mente og mener dog stadig, at CD'ens digitaliserede lyd og dens mgl. overtoner var og er et tab i forhold til LP'en, og der blev ført lange diskussioner bl.a. på usenet - den tids chatfora.
Den første CD, der blev produceret var ABBA's The Visitors som blev lanceret 17/08 1982. Men de øvrige pladeselskaber, var også dengang tøvende overfor nye format, da nyt produktionsudstyr koster. Først i '85 overhaler cd'en lp'en og kassettebåndet, med Dire Straits albun Brothers In Arms som bannerfører,der med med en sublim og detaljeret produceret lyd målrettet det ny medie, blev den første CD, der solgte mere end 1.000.000 eksemplarer. I år 2000 toppede salget med 2,455 milliarder solgte CD albums. I 2006 var dette tal faldet til 1,755 milliarder[4].
Med lyd CD'ens fremkomst var musikken blevet digital og kvalitetsforringelsen ved kopiering var stort set afskaffet. Med den hastige udbredelse af PC'ere i slutningen af 1980'erne og starten af 90'erne blev det pludselig muligt at lave en kvalitetsmæssig stort set perfekt kopi af en original musik CD. [1].
MP3 - kopiering online
Den digitale kvalitet på CD'en og muligheden for at lave næsten perfekte kopier af musik albums (der kunne være problemer med afspilning af de brændte kopier på visse afspillere) gjorde udbredelsen af piratkopiering meget større end tidligere. Som med kassettebåndene var det stadig nødvendigt at brænde en fysisk kopi af ens CD'ere, når venner og bekendte gerne ville kunne tage musik albums med sig, som havde de selv købt dem. Desuden skulle man jo kende nogen, der på lovlig vis havde købt musikken for at kunne få sin egen kopi.
Muligheden for at have digitale lydfiler til at ligge på computeren, der langt enklere ville kunne distribueres til mange flere mennesker, var derfor oplagt. Problemet med musik var umiddelbart, at størrelsen af musikfilerne gjorde dem svære at håndtere. På almindelige lyd CD'er ligger musikken i ukomprimeret format, der fylder omtrent 10 MB per minut. Én sang ville dermed fylde omkring 30-50 MB, der især på daværende tidspunkt var forholdsvis store mængder data.
MPEG-1 eller MPEG-2 Audio Layer III formatet, der er bedre kendt som MP3, blev udviklet i starten af 1990'erne som en del af MPEG-1 standarden. Idéen bag MP3 komprimeringen er, at der er mange flere informationer i ukomprimeret musik end det menneskelige øre i virkeligheden er i stand til at opfange. Der er derfor lavet forskellige skemaer for, hvilken information, der kan sorteres fra - i princippet uden at give en hørbar kvalitetsforringelse. MP3 komprimering af en musikfil betyder, at med en kvalitet på 128 kbit/s, der i mange år blev anset for en fornuftig kvalitet, kan størrelsen på filen blive 11 gange mindre[4].

Rio PMP300 Mp3-afspiller
Første udbredte Mp3-afspiller fra 1998, hvor der tilmed kunne købes sange via download. 32 MB-hukommelse - eller ca. 1 times musik af en bitrate på 128 kbit/s.